Fem rituelle måder at dø på

Der findes mange traditioner forbundet med døden. Den mest nærliggende er nok begravelsen. Men en hurtig smuttur ud i verden vidner om mange forskellige måder at konfrontere døden på.


Tibetansk himmelbegravelse

I Tibet var det et udbredt ritual, at blive slæbt op på en tør bjergside og skåret i stumper og stykker, når man døde. Historierne lyder, at når der ikke var mere kød tilbage på liget, efter at rovfuglene havde været der, vendte munkene tilbage, for at knuse knoglerne.

Knoglepulveret blev blandet op med Tsampa, mel lavet på byg, te og yakmælk, og efterladt til de allerede mindre sultne ådselædere.
Dette barbariske ritual blev forbudt af kineserne i 1960 for igen at blive tilladt i 1980. Husk hjemrejseforsikringen!


Sokushinbutsu – selvdøde munke

I Japan har man fundet en række eksempler på selvmumificering. 

Ifølge ritualet skulle den udkårne munk i 2000 dage (næsten seks år) overleve på en diæt bestående af nødder og rødder samt hård fysisk træning.

Siden vil der blive serveret bark og forgiftet te fra Urushi‐træet. Det vil give væsketab og konstant opkast for at undgå at kroppen ikke skulle gå i forrådnelsen.

Overlevede munken, blev han lukket inde i en opretstående stenkiste, i lotusstilling, og skulle trække vejret igennem et rør. Med en klokke kunne munken dagligt lade omverdenen vide, om han fortsat var i live.


Seppuku – den sidste selvopofrelse

Igen befinder vi os i Japan. Seppuku, også kendt som harakiri, var et rituelt selvmord udøvet af samuraierne. Oftest begik man seppuku for at undgå skam og mistet ære.

Efter et kort renselsesritual, fører den dødsdømte
samurai kniven ind i venstre del af maven og river den mod højre. Et frygteligt griseri! Derefter vil den personlige hjælper, Kaishakunin, hugge hovedet af samuraien, men kun lige, så det forsat er i kontakt med kroppen via en tynd tråd af hud.

Japan har en af de højeste selvmordsrater i det industrialiserede verdenssamfund. I 2009 blev der begået et selvmord ca. hvert 15. minut!


Yanomama askespisning

Dybt inde i junglen mellem Venezuela og Brasilien bor der et junglefolk, kendt som Yanomamo. 

Et folkefærd, som igennem tiderne har beholdt mange af deres tros‐ men også dødsritualer.



Et af dem handler om at den afdøde, efter kremeringen, helt skal forsvinde fra jordens overflade. 

Derfor knuses de tiloversblevne knoglerester og blandes op med den afdødes aske. Familien spiser derefter asken for at sikre, at den afdøde også er helt væk. Velbekomme!


Sati – døden på bålet

Siden 1829 har det i Indien været forbudt at brænde enker sammen med deres afdøde mænd.
En frygtelig og smertefuld død, som enkerne ifølge loven kunne tvinges til, hvis de ikke gik frivilligt.



Ved at hoppe på mandens bål, viste kvinden sin troskab og rensende manden for hans jordiske synder og dermed ville han være sikret et godt liv efter døden!

På Alexander den Stores tid (ca. 316 F.Kr.) mente de græske historikere, at
det var en straf, der skulle statuere et eksempel, hvis kvinder prøvede at forgifte deres aldrende mænd.